Det her bliver lidt film-tilrettelægger-nørdet. Men det er jo også netop derfor, du er her: For at blive klogere på filmproduktion. Jeg vil gerne vise, hvornår man med fordel kan bruge speak eller voiceover i en film. Og hvad det lige er, en speak kan bidrage med.

I Click Film har vi netop produceret en videocase for MIR, Mobile Industrial Robots. En fremadstormende dansk robotvirksomhed, der laver transportrobotter. Vi skulle filme og interviewe hos Kverneland, der producerer landbrugsmaskiner. I første omgang havde vi talt om, at filmen skulle være uden speak.

Formålet var at vise, hvordan Kverneland bruger MIR til at transportere emner fra den ene ende af fabrikken til den anden. Desuden skulle vi have to udtalelser om robotten fra en leder og en medarbejder.

Det blev til denne film:

 

Men da vores samarbejdspartner hos MIR, Denise Degli Innocenti, med ansvar for Global Marketing så filmen, sagde hun:

”Den er rigtig flot filmet, og de interviewede fremstår skarpe og gode. Men fordi det er en ny MIR robot med nogle nye funktioner, så mangler der noget forklaring”.

Derefter lavede vi en speak, der fortalte om de nye funktioner og understregede nogle tekniske detaljer om robottens tur igennem fabrikken.

Speaken skulle indeholde faktuelle ting, og enkelte af udtalelserne blev dermed erstattet af speak.

Afhængig af speakerens stemme kan en voice over også give filmen et lidt mere nyhedsagtigt eller dokumentarisk præg, hvor interviewfilmen kan virke mere som et “her og nu statement”.

Og som Denise fra MIR tilføjede, så er en speak rigtig god til at præsentere stedet og sætte scenen, hvor det kan virke lidt iscenesat og kunstigt, hvis interviewpersonerne skal gøre det selv.

Se resultatet med speak:

Så når du vil bruge speak i en film, så skal den indeholde:

  • Faktuelle oplysnninger: Hvor, hvad og hvordan.
  • Korte sætninger, der skrives i talesprog.
  • Speak skal skabe overgang til den næste interviewudtalelse.
  • Vær omhyggelig og selektiv i valg af stemme og speaker.

Speak er et samspil med interviewudtalelser. Speak giver det faktuelle, interview bidrager med: Forklaring, vurdering, begejstring og følelser.

Kombinationen af faktuel speak og skarpe udtalelser gir indsigt og forståelse af produktet. Og dermed et øget salg.

De bedste hilsner

Mikael Johnsen